Sådan får du en mere plastikfri hverdag

Plastikfri hverdag

Forbruget af plastik er et stort problem for miljøet. Rigtig meget af det plastik vi smider ud, ender i naturen og særligt i verdenshavene, hvor det samler sig til kæmpe plastikøer. Plastik i havene truer livet i havene enormt, som i forvejen er presset af klimaforandringer. Afbrændt plastikaffald er ligeledes utroligt skadeligt for klimaet, da det udleder mange giftige gasser ud i atmosfæren. Her får du tips til, hvordan du kan få en plastikfri hverdag (næsten).

Hver hustand i Danmark producerer i gennemsnit 51 kilo plastaffald årligt. Siden 1950erne har hele verden produceret 8,3 milliarder tons plastik, hvoraf størstedelen er endt på lossepladser eller i naturen. Plastik er meget svært nedbrydeligt i naturen. Makroplast nedbrydes til mikroplast, som så kan tage helt op til 400 år om at blive nedbrudt. Faktisk er man stadig usikker på, hvorvidt plast kan nedbrydes helt, og hvor lang tid det eventuelt vil tage.

Det største problem er single-use plastik. Derfor ligger et stort ansvar hos os som forbrugere. Heldigvis er det super nemt at skifte rigtig mange plastikholdige produkter ud med bæredygtige alternativer. Her kommer tips til, hvordan du nemt kan gøre hverdagen mere plastikfri.

Plastikfri hverdag
Foto: Unsplash

Udskift dine plejeprodukter

Et godt sted at starte med at udrydde plastikken er på badeværelset. Her kan du tage et kig på dine produkter. Shampoo, cremer og den type produkter kommer typisk i plastikbeholdere. Her findes et hav af alternativer som f.eks. shampoo-barer, cremer i glasbeholdere og emballagefri sæber.

Der er utrolig mange produkter, som man sjældent tænker over, at der er plastik i. Mikroplast er et stort problem, og det findes desværre i nogle konventionelle produkter. Heldigvis har Danmark i 2020 indført et forbud mod import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, der indeholder mikroplast, der ikke er bionedbrydeligt, i en koncentration på 0,01% eller derover.

Du kan også overveje at skifte dine vatpinde, tandtråd og tandbørste ud med plastikfri alternativer.

Tænk over tøj og tøjvask

Plastik findes også i vores tøj. I et plastikfrit liv bør man undgå tøj af syntetiske materialer som elastan og polyester. Det er der flere grunde til. En af disse er, at disse materialer afgiver mikroplast, når tøjet vaskes. Hvis man har syntetisk tøj, bør man fylde maskinen godt op, når man vasker. På den måde opstår der nemlig mindre gnidningsmodstand, hvilket mindsker afgivelsen af plastfibre markant. Samtidig indeholder tøj med plastisol- eller gummitryk forskellige ftalater, der kan være sundhedsskadelige og allergifremkaldende.

I forhold til tøjvask kan man overveje at skifte sine traditionelle vaskemidler i plastikbeholdere ud med vaskenødder. Vaskenødder indeholder fuldstændig naturlig sæbe, og tøjet bliver lige så rent.

Plastikfri hverdag
Foto: Unsplash

Køb emballagefrit

Når du handler ind til aftensmaden, kan du også mindske dit plastikforbrug. Her kan man forsøge at mindske sine køb af varer, der er emballeret i plastik. Der findes også økologiske købmand og markeder, hvor man pakker sine varer i medbragt emballage f.eks. stofposer og glasbeholdere. Derudover skal man selvfølgelig huske at have en mulepose eller taske med til sine varer fremfor at købe plastikposer.

Vælg alternative produkter til hjemmet

Der er utroligt mange produkter til hjemmet, som indeholder plastik. Der er nogle oplagte produkter, som man nemt kan skifte ud, som f.eks. fryseposer og isterningeposer. Her er heldigvis kommet lige så nemme, plastikfri alternativer som komposterbare poser fra Maistic. Derudover kan man skifte sin film og stanniol ud med madpapir eller genbrugeligt bivokspapir.

Mange husholdningsprodukter indeholder plastik, som man ikke kan se. Der er f.eks. mikroplast i produkter som skuresvampe, engangsklude og den slags. Det er heldigvis supernemt at skifte ud med genanvendelige produkter, der er bæredygtige – og ikke mindst plastikfri.

Drop impulsive plastikkøb

En travl hverdag betyder ofte, at man køber mange ting på farten. Derfor skal det være nemt og hurtigt. Men de mange hurtige køb har en stor påvirkning på miljøet. Det kan være to-go-kaffen med plastiklåg eller vand i plastikflaske. Det kan man hurtigt komme udenom ved selv at medbringe en termokop og genanvendelig vandflaske. Derudover bør man selvfølgelig forsøge at undgå plastikbestik og sugerør.

Et impulskøb, som mange måske ikke tænker indeholder plastik, er tyggegummi. Langt de meste tyggegummi indeholder svært nedbrydeligt mikroplast. I alle kiosker og dagligvarebutikker kan du nu finde plastikfrit tyggegummi som det danske True Gum.

Læs også: Plastikfri madopbevaring: Gode alternativer til din madindpakning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *