Sådan holder du en bæredygtig jul

Bæredygtig jul

Julen er hjerternes fest. Men er det også blevet forbrugets fest – og den fest er desværre sjældent særlig bæredygtig. Heldigvis kan man sagtens gøre det anderledes! Hvis du drømmer om en bæredygtig jul uden at skulle gå for meget på kompromis med traditionerne, så kommer der her syv gode tips!

1. Køb bæredygtige gaver

For mange mennesker er julen også gavernes tid. Det er dejligt at give gaver, og der er heldigvis mange måder at gøre gaverne mere bæredygtige. En af de bedste ting man kan gøre, er at købe færre men bedre gaver. Køb gaver, der er produceret under ordentlige vilkår og på miljøvenlig vis. Køb gerne danske, økologiske produkter. Når du handler dine julegaver, kan du kigge efter øko- og Fairtrade-certificeringer som f.eks. GOTS-certificeringen på tøj. Den mest bæredygtige gaveskik er selvfølgelig at købe genbrug.

2. Lav en grøn julemiddag

Det er ingen hemmelighed, at kød er en af de største belastninger for miljøet. Derfor er det bedste du kan gøre for at forgrønne julen at skifte flæskestegen ud med et vegetarisk alternativ. Der er rig mulighed for at lave en lækker vegetarisk eller vegansk julemiddag, som vil blæse dine gæster bagover.

Du kan nemt finde guides til hele veganske julemiddage, hvor alt er (næsten) som det plejer. Man kan nemlig vælge et bæredygtigt take på en klassisk julemiddag med sovs, kartofler, linsesteg eller seitan. Der er også mange, der er begyndt at tilføje lækre grønne salater og toppings til deres julemiddag for at lette det tunge måltid en smule. Der er rig mulighed for at eksperimentere og skabe nye traditioner for julemiddagen på en ny og grøn måde.

3. Undgå madspild

Det er altid vigtigt at undgå madspild – og det gælder selvfølgelig også i julen. Mange af os har en idé om, at julen er en tid, hvor der ikke skal mangle noget, fordi vi skal forkæle os selv. Det betyder desværre ofte, at vi køber alt for meget ind til, at vi overhovedet kan nå at spise det. Det leder til ubegribeligt meget madspild rundt om i de danske hjem. Køb mindre, men lækkert, så den bæredygtige jul bliver en, hvor alle skåle lige præcis bliver tømt. Så behøver der ikke mangle noget!

4. Brug genanvendelig indpakning

De seneste år er der kommet fokus på indpakning. Det er nemlig et område, hvor man nemt kan gøre en stor forskel for miljøet. Overalt i de danske hjem smider vi årligt tonsvis af gavepapir ud. Intet mindre end 825 ton hvert år. Der er ingen grund til ikke at pakke sine gaver ind i genanvendelige materialer. Det kan for eksempel være skoæsker eller tørklæder. Det er bare med at være kreativ.

5. Bæredygtige lys og pynt

Gå ud i naturen og saml sammen til de flotteste dekorationer. Det er en super nem måde at pynte op til jul på en bæredygtig facon. Du kan også lave juleklip af naturlige materialer – og selvfølgelig huske at gemme dem til næste år.

Julelys er også essentiel del af julen for rigtig mange mennesker. Her kan man overveje at skifte sine levende lys ud med LED-lys, som man kan genbruge år efter år. Levende lys er nemlig hverken gode for miljøet eller indeklimaet. Alternativt, kan du blot skifte stearinlysene ud med lys lavet af bivoks eller soja.

6. Sæt træet ud igen

Hvis man kan undvære et træ, så er det uden tvivl den mest bæredygtige løsning. Det kræver nemlig utrolig meget kemi over flere år at producere træer, som vi bruger en enkelt aften. Hvis man gerne vil have et træ, så bør man vælge et økologisk træ. Man kan vælge en løsning, hvor man kan aflevere træet efter jul, så det bliver sat ud igen. Alternativt kan man sætte det ud i sin egen have.

7. Sortér dit affald

Man kan stræbe efter at forsøge at minimere sit affald i videst muligt omfang ved at vælge genanvendelige materialer. Det affald der alligevel måtte være, kan man så sortere så grundigt og korrekt som muligt. Det gør en kæmpe forskel i forhold til at kunne genanvende materialerne og mindske klimabelastningen.

Foto: Unsplash

Læs også: Få et nedbrydeligt Nytår

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *